I weekenden blev jeg interviewet om bevilling af psykiatriske servicehunde som et hjælpemiddel efter Serviceloven.

Interviewet førte til en interessant drøftelse af de grundlæggende kompenserende og forebyggende principper bag Servicelovens bestemmelser og af behovet for støtte. Og af hvorfor så mange mennesker med psykisk sårbarhed ikke oplever at få tilstrækkelig hjælp.

Det virker helt urimeligt, at mennesker med en nedsat funktionsevne skal bøvle med flere forskellige sagsbehandlere, pædagogisk- og sundhedspersonale. Men det skal de, hvis de vil have hjælp.

Jeg er, og har været, involveret i flere sager, hvor min kunde har søgt om, fået afslag på, eller er bevilget støtte pga. psykiske problemstillinger, herunder en servicehund. Flere af disse sager handler om mennesker med diagnoser på autismespektret. Det er komplekse sager med mennesker (patienter og pårørende) der efter bedste evne forsøger at navigere i et komplekst sundheds- og socialsystem.

Generelt er der tale om venlige, omsorgsfulde, kloge, veluddannede mennesker med hvem, jeg har lange og gode samtaler. Jeg lærer meget af dem om menneskelivet. Jeg er taknemmelig over, at de har været og er i mit liv. Jeg er beæret over, at de giver mig lov til at hjælpe sig.

I 2015 blev der lavet 217 politianmeldelser relateret til 'personfarlig kriminalitet' i psykiatrien. I 2019 var tallet vokset til 628 - altså næsten tre gange flere.

Nogle af de mennesker, jeg kommer i kontakt med, har været og er lejlighedsvis psykotiske. Flere har været og er selvskadende og selvmordstruede. Nogle har været indlagte i psykiatrien. Enkelte har under indlæggelse været bragt i situationer fx imens de har været psykotiske, hvor deres handlinger har medført, at de efterfølgende har kunnet dømmes for vold imod ansatte i psykiatrien.

Og tal for første halvår af 2020 indikerer, at stigningen er fortsat. 367 politianmeldelser blev der foretaget i årets første seks måneder. Det viser tal fra alle landets politikredse i Danmark, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

I øvrigt er det jo paradoksalt, at visse patienter bliver bedre stillet af at få en dom, fordi de så har et retskrav på behandling!

Jeg bliver igen og igen chokeret over at høre fra patienter, fra pårørende og fra ansatte om forholdene i psykiatrien.

Næstformanden for psykiaterne Mikkel Rasmussen skriver i dag på sin FB-side, at det er på tide at indføre minimumsnormeringer i psykiatrien. Han beskriver en situation, hvor 3 medarbejdere er alene om at varetage omsorgen for 27 psykisk syge patienter.

SIND har været med til at se på personundersøgelser vedrørende patienter, der er blevet dømt til behandling. Undersøgelsen viste, at 3/4 af de retspsykiatriske patienter ikke havde fået hverken korrekt eller tilstrækkelig støtte i tiden op til, at de begik den handling, som de efterfølgende blev dømt for.

En sygeplejerske fra behandlingspsykiatrien forklarede mig på et tidspunkt, at på trods af årelang underfinansiering i psykiatrien, så ville hun hellere arbejde der, end som bostøtte i kommunerne. Hendes kolleger i den kommunale bostøtte fortalte hende om mennesker, som burde bevilges et botilbud, men som måtte nøjes med bostøtte. Et liv i angst og smerte med gentagende selvmordsforsøg og indlæggelser i somatikken og evt. i psykiatrien er en følge.

Hver 4. dansker rammes af en psykisk sygdom, inden de fylder 50 år. Hvis man ser på hele livsforløbet er tallet op mod hver 3. dansker.

Psykisk sygdom er Danmarks største folkesygdom. Flere danskere lider af psykisk sygdom end kræft, diabetes og hjertesygdomme. Antallet har været stærkt stigende de senere år.

Hvornår begynder vi at tage os selv og hinanden alvorligt, når vi siger, at vi lever i et velfærdssamfund?

Hvornår hører den systematiske underfinanciering af psykiatrien op?

Du kan læse mere her:

https://bedrepsykiatri.dk/viden/behandlingspsykiatrien/