Privat Socialrådgiver Karin B Nissen
Specialist på børne og voksen området - social, psykiatri, handicap
Klinik for Psykoterapi - hundeassisteret kognitiv adfærdsterapi
§ 54 støtteperson for forældre med anbragte børn
Vi anvender cookies! Hvis du fortsætter på siden accepterer du det. Læs mere her: https://karinbnissen.dk/cookies
Blog
Blog
Revalidering - det virker men kommunerne bruger det ikke
Posted on September 10, 2020 at 10:10 AM |
REVALIDERING - det får folk i arbejde, men kommunerne bruger det ikke
Et retskrav
Revalidering er et retsskrav, hvis man har begrænsninger i arbejdsevnen, og der ikke er andre tilbud, som kan hjælpe en med at få tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvis du vil læse mere om hvem der er i målgruppen for revalidering, så har jeg lagt et link til lovgivningen nedenfor.
Uddannelse m.m.
Revalidering er både erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp.
Aktiviteterne kan fx være arbejdsprøvning, uddannelse, optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere eller hjælp til etablering af selvstændig virksomhed.
Den økonomiske hjælp kan være kontanthjælp og revalideringsydelse. Det vil også kunne være ansættelse med løntilskud i visse situationer.
Revalidering virker
Når jeg siger, at revalidering virker, så er det fordi en undersøgelse viser, at det er den indsats, der har den største beskæftigelsesfremmende effekt, af de indsatser der anvendes.
Af de personer, der afsluttede et revalideringsforløb i 2018, var 43,5 procent i lønmodtagerbeskæftigelse et år senere.
Til sammenligning var det kun 25,7 procent, der var i lønmodtagerbeskæftigelse efter et år i et jobafklaringsforløb.
For dem, der afsluttede et ressourceforløb, var det kun 2,8 procent (jobindsats.dk).
Men kommunerne bevilger det ikke
Brugen af revalidering på 10 år er reduceret til under en tredjedel (jobindsats.dk).
Måske det hænger sammen med, at revalidender modtager en højere ydelse end de, der deltager i et ressourceforløb?
Sønderborg kommune er dog en undtagelse
Her ses revalidering nemlig som en investeringsstrategi.
For en kommune som Sønderborg, der har en del store virksomheder med behov for arbejdskraft, og hvor mange unge samtidig flytter væk for at tage en uddannelse, er revalidering også en måde at få højtuddannet arbejdskraft. For eksempel har en af borgerne taget en uddannelse som læge i et revalideringsforløb.
Klagesager
Får du afslag på din ansøgning om revalidering, så vil jeg opfordre dig til at klage over det.
I 2019 var omgørelsesprocenten for revalideringssager i Ankestyrelsen 35 procent (ast.dk). Det vil sige, at mere end hver tredje afslag var enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig.
Som altid må der formodes at ligge et mørketal gemt her, og Ankestyrelsen har jo lavet en undersøgelse, baseret på stikprøver af sager, der ikke er blevet klaget over, som viser, at der er lige så mange fejl i de sager, der ikke bliver klaget over, som der er i de, der bliver klaget over.
Du kan læse mere her
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/548…;
https://socialraadgiverne.dk/…/jura-revalidering-kommuner-…/
Categories: Sagsbehandling, Voksenhandikap